Basal Læringsteori

Læringsteori

Læring defineres af Illeris (2007 s.12) som enhver proces, der hos levende organismer fører til en varig kapacitetsændring, og som ikke kun skyldes glemsel, biologisk modning eller aldring.

Selve læringsstrukturen omkring en levende organisme, eksempelvis et nyfødt barn består af 4 hovedområder, der alle har relationer og betydning for læringens opståen.

De fire hovedområder er læringsforståelsen grundlag, læringens indre og læringens ydre betingelser, samt læringens anvendelse.

Læringsforståelsens grundlag består af videns - og forståelsesområder, som ligger til grund for dannelsen af en sammenhængende forståelse. Det er bl.a. psykologiske, biologiske og samfundsmæssige forhold, som enhver form for læring indgår i.

Selve læringen eller læringsdelen består af læringens processer og dimensioner, af forskellige læringstyper og læringsbarrierer, som er centrale elementer i læringsforståelsen.

Hertil kommer de indre og ydre læringsbetingelser, der medvirker i læringen og læringens anvendelse og anvendelsesmuligheder.

Den mest grundlæggende forståelse i forbindelse med læring er, at der altid er tale om to meget forskellige processer, som begge skal være aktive, for at læringen kan finde sted. De to processer vil oftest foregå samtidigt og integreret, så de opleves som værende et samlet forløb.

Den ene proces er selve samspillet mellem individ og det sociale samt de materielle omgivelser. Kriterierne for denne proces er oftest af historisk, geografisk eller samfundsmæssig karakter.
Den anden proces er den interne bearbejdelse og tilegnelse af impulserne fra samspillet, der finder sted hos den enkelte og forbinder de nye impulser med resultaterne af tidligere læring og dermed danner selve læringens produkt. Læringsresultatet er en sammenkædning af de nye impulser med den allerede udviklede viden eller forståelse – og dermed bliver læring et personligt produkt.